23948sdkhjf

Kommuner kæmper for at bevare truede handelsbyer

Stigende internethandel kan de kommende år føre til, at en række hovedstadskommuner må vinke farvel til deres handelsbyer.
Flere handelsbyer kan være på vej mod en fremtid, hvor butiksgaderne har store huller i tandrækken. Det er i hvert fald konklusionen i en rapport fra Institut for Centerplanlægning (ICP). Den forudser, at mange kommuner vil miste handelsbyer inden 2030.

Det er også en udvikling, man er bevidst om i flere hovedstadskommuner, som DR P4 København har talt med. Det gælder blandt andet i Ishøj, forklarer kommunens turist-og erhvervschef, Anja Andersen.

- Det er vigtigt for os at kunne se, hvor bevæger det sig hen, hvad betyder det for de arbejdspladser, erhvervet skaber i kommunen, og hvad vi som kommune kan gøre for at understøtte det, siger hun til DR P4 København.

Udviklingen skyldes blandt andet den stigende internethandel, der skaber hård konkurrence for butikkerne i byerne, lyder forklaringen i rapporten.
Også i Gribskov er man opmærksom på at bremse udviklingen, siger centerchef, Susanne Rasmussen. Og de to kommuner er enige om i hvert fald én af løsningerne, siger hun.
- Vi kan ikke udkonkurrere nethandel, men vi kan sørge for at samle den lokale handel, så den bliver koncentreret i stedet for at sprede butikkerne over hele byen, forklarer hun til DR P4 København.

I Gribskov har man samtidig valgt at bygge flere boliger nær butikkerne, for at få flere af beboerne til at købe ind der. Mens man i Ishøj er i gang med at lave en kunstakse, der skal forbinde bymidten og stationen til kunstmuseet Arken, fortæller Anja Andersen.
- I den forbindelse vil vi jo gerne trække gæsterne fra Arken den anden vej og ind i centeret, sådan så der også er mulighed for at gå på indkøb her eller gå på café, forklarer hun.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081