23948sdkhjf

Føtex åbner butik nummer 100

I 1960 åbnede Føtex sin første butik i Guldsmedgade i Aarhus.

Nu knap seks årtier og millioner af varer gennem kassebåndet senere er Føtex så klar til at åbne butik nummer 100 i selvsamme by, hvor det hele startede.

Butikken åbner 2. november kl. 7.00 og får adresse i den nye Aarhus-bydel, Ceres Byen, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

- Butik nummer 100 er en vigtig milepæl for Føtex. Vi har virkelig set frem til at åbne butikken, der ligger i et særdeles attraktivt område og har hylderne fyldt med lækre varer og convenience-produkter, som vi ved, kunderne efterspørger, siger Thor Jørgensen, direktør i Føtex.

Danmarks første supermarked
Selvom Føtex i dag har butikker fordelt over hele landet, er placeringen af butik nummer 100 i Aarhus noget ganske særligt.

Det var nemlig her, at købmanden Herman Salling for 57 år siden åbnede det allerførste supermarked.

Da den første Føtex åbnede i 1960, gav det dengang borgerne en helt ny måde at handle på.

Som noget hidtil uset for de jyske kunder kunne de pludselig købe både kolonial, slagtervarer, tekstil og isenkram i én og samme forretning. Inspirationen hertil var hentet fra USA.

- Føtex har været danskernes supermarked gennem seks årtier. Vi er stolte af at have en grundlægger, som for de fleste i Aarhus er et velklingende navn, og som er kendt for at være visionær, innovativ og en god købmand. Allerede dengang – og før mange andre – var Herman Salling parat til at sætte kunden i centrum og tilbyde dem et stort udvalg, kvalitet og lave priser. Ligesom vi gør i Føtex den dag i dag, siger Thor Jørgensen.

For nylig lancerede Føtex en massiv prisinvestering på en kvart milliard kroner, der skal sænke prisen på over 2000 dagligvarer .

- Kunderne skal mærke, at vi i Føtex vil skabe Danmarks bedste indkøbsoplevelse. Ikke kun målt på udvalg og kvalitet, men også pris. Vi sænker derfor priserne markant på de varer, som danskerne køber allermest. Vi gør hverdagen endnu billigere for kunderne, samtidig med at vi fastholder den høje kvalitet, siger Thor Jørgensen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101