23948sdkhjf

Jyske Bank og Nordea giver kunder Apple Pay

Kunder i Jyske Bank og Nordea kan fremover benytte betalingstjenesten Apple Pay.
Kunder i bankerne Jyske Bank og Nordea har fremover adgang til betalingsappen Apple Pay. Dermed åbner de to banker igen for konkurrencen med Danske Banks MobilePay, der i dag sidder tungt på markedet.

Det oplyser de to banker på deres hjemmesider.

Med tjenesten tilknytter kunder et betalingskort til applikationen på deres mobiltelefon. Herefter kan brugere betale ved at lægge telefonen på terminalen og holde fingeren på touch-id.

- Med Apple Pay som supplement til vores eksisterende løsninger til mobilbetaling kan vi tilbyde vores iPhone- og Apple Watch-kunder en sikker og brugervenlig global løsning, der gør hverdagen nemmere, siger Nordeas Mads Skovlund, der er bankdirektør med ansvar for privatkunder, på bankens hjemmeside.

Dermed bliver de to banker de første til at udbyde tjenesten i Danmark. Tjenesten eksisterer allerede i lidt under 20 andre lande ifølge Berlingske Business.

Betalingskort fra Mastercard kan tilsluttes appen, oplyser Mastercard.

Apple Pay kan bruges i alle butikker, der i forvejen tager imod kontaktløse kort. Der findes også webbutikker og apps, der tilbyder at betale med Apple Pay.

For at bruge Apple Pay kræver det dog, at betaleren har en tilstrækkelig ny Apple-telefon. Kravene lyder på en iPhone 6 eller nyere.

Jyske Bank ønsker ikke at oplyse, hvad aftalen med Apple har kostet. Det oplyser bankdirektør Peter Schleidt til Jyske Banks egen tv-kanal.

- Der er et par fordele. Det er rigtig intuitivt og nemt at bruge. Det er lige så nemt som at bruge et trådløst kort, siger han.

- Man kan bruge det til de betalinger, man har i Danmark. Man kan også bruge det i udlandet. Og endeligt er det sikkert. Det er faktisk endnu mere sikkert, end det kort vi kender.

I interviewet med bankens egen tv-kanal svarer han følgende på, om Jyske Bank trækker sig fra MobilePay.

- Vi er en del af MobilePay. Vi har også vores sæt af betalingskortløsninger, og vi har dankortet, som vi understøtter. Det gør vi alt sammen stadigvæk, og på toppen af det kommer vi bare med en ny løsning, som vi tror, at nogle af vores kunder vil finde det attraktivt at bruge.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08