Slikfusker straffes med fængsel i fire år og seks måneder
Mand fra Slagelse undlod at betale chokoladeafgift og moms, da han importerede søde sager fra Sverige.
Den 45-årige Mouhamed Aboutaka, der tidligere af pressen har fået betegnelsen slikbaron, er blevet straffet med fængsel i fire år og seks måneder.
Det er et halvt år billigere sluppet end i byretten i Næstved. Dertil kommer en tillægsbøde på cirka 25 millioner kroner.
Forretningsmanden undlod at betale chokoladeafgift ved import af søde sager fra Sverige, og også momsen er det glippet med.
Efter dommen siger den dømtes forsvarer, advokat Anders Schønnemann Olesen:
- Jeg tager resultatet til efterretning, selv om det bestemt ikke var, hvad min klient håbede på. Det lille lyspunkt, der er forbundet med, at han har fået en mildere dom, overskygges jo fuldstændig af, at han overhovedet blev dømt. Han gik efter frifindelse.
Mouhamed Aboutaka, der kaldes "Rico", var den reelle leder af flere virksomheder, som indførte slik fra Sverige fra efteråret 2011 til udgangen af 2014, har retten slået fast.
Selv har han reduceret sin rolle til nul. Han kendte blot de personer, som drev firmaerne, har han sagt. Men på en del fakturaer optrådte telefonnumre, der kunne forbindes til Aboutaka.
En så stor sag om unddragelse af chokoladeafgift ved slikimport er ikke enestående. I den kommende uge ventes Retten i Hillerød således at indlede en sag af nogenlunde samme omfang, og tidligere i år blev to brødre af Retten i Næstved fundet skyldige i slikfusk for millioner.
/ritzau/