23948sdkhjf

Rema 1000 satser på lokal e-handel med ny platform

Vigo bliver nu også tilgængelig for dem uden smartphone.
For snart et år siden lancerede Rema 1000 den deleøkonomiske indkøbstjeneste, Vigo, der blev startskuddet på en ny måde at handle for danskerne.

I dag har tjenesten bidt sig fast med 250.000 downloads, og nu udvider Rema 1000 med en lokal e-handelsplatform, der skal forstærke købmændene i den digitale fremtid og udvide kundebasen.

Det fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Det vækkede opsigt i dagligvarebranchen, da Rema 1000 sidste år offentliggjorde og lancerede deres deleøkonomiske indkøbstjeneste, Vigo.

Den store ambition var at få danskerne til at hjælpe hinanden med indkøbene, og med 250.000 downloads og brugere, der tilsammen har gået 30 gange rundt om jorden i lysten til at hjælpe hinanden, er man kommet godt fra start.

Nu udvider Rema 1000 tjenesten med en lokal e-handelsplatform som et led i en storstilet strategi, der skal udvide kundebasen og gøre det nemmere for danskerne at hjælpe hinanden og styrke købmændene.

- Vi var meget spændte, da vi lancerede Rema 1000’s nye måde at handle på, men danskerne har taget godt imod det. De vil virkelig gerne hjælpe hinanden. På kort tid blev vi landsdækkende, og takket være Vigo-fællesskabet går der i gennemsnit kun 116 minutter, fra man bestiller varerne, til en venlig bruger står ude foran døren med indkøbsposen, men vi er slet ikke i mål endnu, siger Jesper Bove-Nielsen, adm. direktør i Vigo, og fortsætter:

- Fra nu af er det altså ikke kun dem med smartphone, der får glæde af lokal e-handel. Nu kan alle handle online lokalt og få varerne leveret til døren af en anden bruger. Vores mål er at gøre e-handel lokalt og forstærke det lokale handelsmiljø,” siger Jesper Bove-Nielsen.

Shop.rema1000.dk bliver samtidig også Rema 1000’s første webløsning, og man har kombineret det bedste fra to verdener, hvor discountkædens store sortiment til favorable priser vil være tilgængeligt med lokal udbringning af de registrerede brugere. Der vil fortsat ikke være noget minimumsbeløb, og det er muligt at betale med dankort.

E-handel der forstærker det lokale handelsmiljø
Kort tid efter Rema 1000 lancerede den deleøkonomiske tjeneste, blev den fremhævet i World Economic Forums rapport om fremtidens detailbranche som et eksempel, der har løst ”last mile delivery”-problematikken og skabt et lokalt fællesskab.

I en tid hvor internationale e-handelsgiganter har øjnene rettet mod det danske marked, vil Rema 1000 lægge endnu flere kræfter i at udvikle lokal e-handel som de første i branchen.

- Vi mener, at fremtidens e-handel skal forstærke det lokale handelsmiljø og foregå lokalt. Den trend er vi i gang med at udvikle og modne markedet på med vores seneste platform. Her er der ikke ét centrallager, men 299 lokale lagre. Vores platform er altså et udstillingsvindue for den lokale købmands egen butik, siger Jesper Bove-Nielsen, der mener, at det får konsekvenser, hvis ikke det lokale handelsmiljø bliver rustet.

- Hvis ikke det lokale handelsmiljø bliver koblet på e-handel, vil vi se mere butiksdød de kommende år. Vores nye mål bliver et langt, sejt træk, men med danskernes hjælpsomhed som motor er vi optimistiske, slutter Jesper Bove-Nielsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11