Change vil åbne 200 butikker i udlandet
Virksomheden har planer om at fordoble omsætningen på fem år.
- Vi er blevet markedsledende i Danmark, Finland og Norge. De lande er fuldt udbygget, vi har bevist, at vores koncept fungerer, og så har vi etableret nye it-systemer. Nu er vi klar til at rulle det ud, siger Claus Walther Jensen adm. direktør i Changes moderselskab, Change of Scandinavia.
Change har i dag mere end 200 butikker i ni lande og leverer til yderligere fire lande.
Ekspansionen bliver støttet af Vækstfonden, der har fundet det afgørende, at Change er et stærkt brand og har et koncept, der er skalerbart.
- Change er et velkendt og gennemprøvet brand, som allerede har vist sin berettigelse i markedet. Change har dokumenteret, at de kan tage det her koncept uden for landets grænser og også lykkes med på andre markeder end Danmark, siger Jens Mølby, udlånsdirektør i Vækstfonden, til Børsen.