23948sdkhjf

Tømmerhandel dropper Aalborg

Det tidligere Metro-varehus i City Syd er sat til salg - igen
Sidste år blev Metro-kædens tidligere varehus i Aalborg City Syd overtaget af kæden Davidsens Tømmerhandel. Planen var at gøre den 12.000 kvadratmeter store bygning til den hurtigt voksende kædes første byggemarked i Nordjylland.

Nu er planerne opgivet og varehuset sat til salg. Ifølge kædens ejer og direktør, Povl Davidsen, skyldes det, at lovgivningen gør det umuligt at opbevare byggemarkedets produkter under åben himmel.


- Vi må ikke drive almindelig tømmerhandel på stedet på grund af planloven. Det er derfor, vi har besluttet at sælge bygningen, siger Poul Davidsen.

På spørgsmålet, om det det ikke havde været fornuftigt at undersøge loven, inden han købte varehuset, svarer Povl Davidsen:

- Jo, det burde vi have undersøgt.

Planer på pause
Han har ingen umiddelbare planer om at finde en alternativ placering i Aalborg.

- Vi har sat planerne for Aalborg på pause. Det skyldes, at åbningen af vores nye varehus i Aarhus først fandt sted i begyndelsen af april, et halvt år senere end planlagt. Det tager normalt et par år at skubbe et nyt varehus i gang, så lige nu koncentrerer vi os om Aarhus, forklarer Povl Davidsen.

Davidsens tømmerhandel overtog varehuset i Aalborg i juni sidste år. Det har efterfølgende været gennem en delvis renovering, blandt andet er en overdækning af et parkeringsareal revet ned.

Ifølge Povl Davidsen er der allerede potentielle købere, der har meldt sig som interesserede i at overtage bygningen.
Hurtig vækst

De seneste år er det gået meget stærkt for Davidsens Tømmerhandel, der har hovedkvarter i Vojens. Kæden har i dag 14 byggemarkeder og trælasthandler spredt ud over Jylland og Fyn, og omsætningen er steget markant gennem de seneste år til nu 1,8 milliarder kroner årligt.

Men det kan tilsyneladende også gå for stærkt. I februar skilte kæden sig af med sin administrerende direktør Mogens Pedersen, og siden har Povl Davidsen været vikar på posten. Om baggrunden for fyringen af Mogens Pedersen siger han:

- Vi var ikke helt enige om tempoet. Vores medarbejdere skal kunne følge med, og Mogens var meget flittig og ambitiøs.

Hvor længe han selv skal vikariere på posten, tør han ikke sige:

- Vi forhandler i øjeblikket med et par mulige kandidater.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095