23948sdkhjf

Dansk reolklassiker konkurs

- Det efterlader et hul i markedet her og nu, siger én forhandler.

Hos mangeårige møbelhandlere gør det indtryk og mærkes, når en gammel klassiker forsvinder.

Winge Møbler i Ikast, som i årtier har lavet pladereoler med vid udbredelse hos danske forhandlere, er gået konkurs.

Ærgerligt for en butik som Møbelsalg i Aalborg, der er en del af Møbelkæden, hvor ejerne i generationer har solgt Winge-reoler i massevis.

Butikken mister et vigtigt produkt i sin prisklasse.

- Det efterlader et hul i markedet her og nu, og der findes ingen dansk producent, som laver noget lignende i samme prisklasse. Med Winge kunne man typisk tilbyde en samlet løsning til 10.000 kroner. Det nærmeste, man kommer nu, er løsninger til det dobbelte af den pris, mener Martin Gade Pedersen.

Han er 5. generation ud af Aalborgs navnkundige møbelhandlerslægt, Gade. Som oprindelig drev – men senere frasolgte - Gades Møbelcenter.

Solgt mindre og mindre

Hos Mørkøv Bolig i Vestsjælland, der er en del af kæden Møblér, er Bjarne Larsen, - der er ejer siden 1976 - ikke spor af overrasket over konkursen, og han ser ikke det samme markedshul som sin nordjyske kollega.

Hans kunder har allerede valgt fra og valgt til.

- Måske er der forskel på efterspørgslen fra Nordjylland til Vestsjælland, siger Bjarne Larsen.

- Vi har solgt en masse Winge igennem årtierne, men ikke i de sidste 2 til 3 år. Skænke med overdele, som de var kendt for, sælger vi næsten intet af mere. Jeg synes ikke, de har produktudviklet sig ind i 2017, siger han.

Han tror, at især Mistral-serien fra Hammel Furniture, er løbet med megen reolefterspørgsel i lokale og kædeforbundne mellemprisbutikker.

Også selv om Mistral er dyrere produkter.

- Hammel har bare været bedre til at markedsføre sig og produktudvikle, og så har de mindsket prisforskellen ved at hjælpe os til at give hyppige rabatter på 25 procent. De kampagner kommer nogle gange om året, og dem venter kunderne så på.

Ingen melding

Hos Hammel vil direktør Jens Ole Staghøj helst ikke kommentere på, at hans fabrik er blevet udpeget som en vinder i konkurrence.

- Jeg synes kun, det er drønærgerligt, at en kollega er gået konkurs og mener det helt ærligt. Mere ønsker jeg ikke at kommentere på en kollegas forhold, siger Jens Ole Staghøj.

Den sidste ejerleder og direktør Lars Wedel Pedersen vil ikke kommentere konkursforløbet over for Wood Supply, og han henviser til, at sagens kurator har givet ham den mundkurv. 

Og ham - sagens kurator Boris Frederiksen, har Wood Supply ikke kunnet træffe før deadline for at få en kommentar.

Sidst i august blev en konkursbegæring indgivet. 18. september blev konkursdekretet afsagt.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078