23948sdkhjf

Google opkøber en del af telefonproducenten HTC for milliarder

Google og HTC har i flere år kørt et parløb. Nu køber Google sig ind hos HTC for over seks milliarder kroner.
Googles moderselskab, Alphabet, har købt sig ind hos smartphone-producenten HTC for 1,1 milliard dollar. Det oplyser HTC ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Med i handlen indgår, at Google overtager halvdelen af de ansatte i HTC's udviklingsafdeling. Det er op til 2000 ansatte.

- For Google er denne aftale en yderligere styrkelse af vores investeringer i markedet for smartphones og en yderligere styrkelse af vores investeringer i hardware, skriver Google i en meddelelse.

Aktierne i den taiwanesiske smartphone-producent HTC har torsdag været suspenderet fra handel i Asien på grund af rygter om, at Googles moderselskab, Alphabet, ville overtage selskabet.

HTC var tidligere en stor spiller på smartphone-markedet, og for bare fem år siden var selskabet den fjerdebedst sælgende producent med en markedsandel på omkring ni procent.

På grund af intens konkurrence med blandt andet Apple og Samsung er selskabets andel af smartphone-markedet dog faldet en del de seneste år, og i dag ligger den på mindre end én procent.

Sidste måned opstod der rygter om, at HTC planlagde at sælge sin "virtual reality"-forretning, Vice, eller sågar hele virksomheden.

Før handlen mellem Alphabet og HTC kan gennemføres, kræves der en myndighedsgodkendelse. Den ventes at kunne være på plads i begyndelsen af 2018.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078