23948sdkhjf

Jesper "Kasi" Nielsen kæmper for millioner i landsret

Rigmanden Jesper Nielsen fra den tidligere Brøndby-sponser Kasi ApS har sagsøgt staten i millionstrid.
Smykkerigmanden Jesper Nielsen har mandag sammen med sin søster, Annette, og sin mor, Dorthe, indfundet sig i Østre Landsrets palæ i Bredgade 42 i den mere mondæne del af Indre København.

Og den sag, som er på programmet, er bestemt også i den mondæne ende af skalaen. I hvert fald ud fra stridens æble at dømme - et trecifret millionbeløb.

Landsskatteretten afgjorde sidste år, at en række sponsorater, som familievirksomheden Kasi ApS havde indgået med fodboldklubben Brøndby IF og håndboldklubben AG København ikke var fradragsberettigede.

Den afgørelse har familien indbragt for Østre Landsret, som i denne og næste uge skal behandle sagen. Jesper Nielsen har tidligere sagt til dagbladet Børsen, at søgsmålet drejer sig om 272 millioner kroner.

Advokat Martin Kenneth Jensen repræsenterer familien. Han har mandag indledt sagen med at dokumentere passager fra Landsskatterettens kendelse.

Virksomheden Kasi Aps tjente tilbage i 00'erne styrtende med penge, efter at man erhvervede sig eneretten på salget af smykkefirmaet Pandoras produkter i Tyskland, Schweiz og Østrig.

Og Landsskatteretten har vurderet, at det ikke har haft nogen nævneværdig betydning for den forretning, at Kasi ApS sponsorerede sportsklubber i Danmark.

Der har snarere været tale om dyrkelse af en personlig interesse, og det har tilmed karakter af udlodning af udbytte til anpartshavere, lyder det i kendelsen.

Sagen i Østre Landsret er teknisk set ikke bare én, men fire retssager - en per snude og en for selve selskabet. Og den sagsøgte er staten, nærmere bestemt Skatteministeriet.

Steffen Sværke fra Kammeradvokaten repræsenterer ministeriet i sagen, og han påstår frifindelse af staten i alle fire sager. Med andre ord: Landsskatterettens kendelse bør stå ved magt.

Når selve sagsbehandlingen er slut i næste uge, vil de tre landsdommere, der behandler sagen, trække sig tilbage for at votere. Dommen vil blive afsagt på et senere tidspunkt.

Den dom har både familien Nielsen og Skatteministeriet mulighed for at anke til Højesteret - afhængig af udfaldet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078