23948sdkhjf

Københavnerne spiser oftest fisk til aftensmad - nordjyderne sjældnest

Fisk til aftensmad er mest populært i København og mindst populært Nordjylland og Vestjylland, hvor de største fiskerihavne ligger.
Fisk er oftere på aftenmenuen i København og nord for hovedstaden end i resten af Danmark, viser nye tal fra Coops mad-O-meter.

Det skriver Samvirke .

Omvendt - og i modsætning til, hvad mange måske ville forvente - er der færrest, der spiser fisk i de dele af landet, hvor fiskerierhvervet er størst, nemlig i Nordjylland og Vestjylland.

Men det er i virkeligheden slet ikke så overraskende, at det er i og nord for hovedstaden, hvor der bor mange med høje indtægter og lange uddannelser, at duften af fisk oftest stiger op fra komfuret, siger analysechef i Coop, Lars Aarup. Fisk har nemlig fået en helt anden status i dag end den havde tidligere, forklarer han.

- Historisk set har fisk bevæget sig fra at være en fattigmandsspise til at være en rigmandsspise. I dag er det de mest velhavende og veluddannede danskere, der spiser mest fisk, siger han til Samvirke.

Tallene fra Coops mad-O-meter viser netop, at indtaget af fisk stiger med længden af uddannelse.

En anden forklaring på, hvorfor fisk er hot i storbyen, er, at spisen passer godt ind i tidens herskende madtrends, forklarer Lars Aarup.

- Det er de rigtige fedtstoffer, og så er det en let spise. Vores kost går generelt i en lettere retning. Mindre stuvning, mindre margarine, mindre hakket oksekød og mere kylling og fisk, siger han til Samvirke.

De tendenser har ikke slået igennem på samme måde i Nordjylland og Vestjylland, hvor landets største fiskerihavne ligger. Kommer man bare lidt væk fra havnene og ind i landet, har fisken ikke formået at vippe grisekoteletten ned af middagstallerkenen, forklarer analysechefen.

Indeks
132 København Nord
118 København
108 Nordsjælland
102 København Vest
100 Østjylland
97 Fyn
96 Sjælland og øerne
90 Sønderjylland
88 Vestjylland
85 Nordjylland

100 Landsgennemsnit

Kilde: Coops mad-O-meter

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14