U-uddannet møbelmager har succes med håndlavede køkkener
Tvis i Vestjylland har ikke bare en køkkenfabrik – Byen har også Buchhaves Møbelmageri.
Her håndlaves alt i træ lige fra køkkener, badeværelser, garderober, reolsystemer og andre møbler. Det kan være til herregårde og slotte eller til lejligheden på fjerde sal.
Og det er et stort hit – især på Nordsjælland, hvor 80 procent af kunderne kommer fra. Men indehaver Lisbeth Buchhave efterlyser flere kunder i det jyske, så hun slipper for så mange overnatninger ude.
Et afslag fra Tvis
Det var et afslag på et job hos Tvis Køkkener, der fik Lisbeth Buchhave til at skabe sit eget møbelmageri for omkring 20 år siden.
I dag har hun altså skabt sin egen niche, hvor alt skræddersyes efter mål.
Der designes og produceres efter gamle håndværksmæssige traditioner, blandt andet med synlige hængsler, profilbrædder og håndlavede fyldningslåger.
Ordrebogen er tyk
Selvom der efterlyses flere jyske kunder, så har Lisbeth Buchhave og hendes fire ansatte nok at lave. De producerer cirka 20 køkkener årligt. Dertil kommer andre møbler.
Ordrebogen er tyk i øjeblikket, og der kunne sælges langt mere. Udfordringen er at oplæringstiden er lang. Desuden mener Lisbeth Buchhave ikke, at hun ejer det overblik, en stor produktion kræver.
Derfor står kunderne nærmest i kø for at få et køkken fra Buchhaves Møbelmageri, hvorfor Lisbeth Buchhave ikke bruger mange penge på markedsføring. Hun bliver fundet via mund-til-mund-metoden eller internettet.
Ingen uddannelse
Det kuriøse ved Lisbeth Buchhave er at hun ikke har nogen uddannelse. Hun må dog i dag kalde sig møbelsnedker – Det gør hun dog ikke. Hun foretrækker betegnelsen møbelmager.
Selvom Lisbeth Buchhave ikke vil pryde sig med titler, så er der alligevel én udmærkelse hun er særlig stolt af, og det var da hun fik lov at uddanne lærlinge.
Den første elev er også udlært, og der skal derfor ansættes en ny.