23948sdkhjf

Nordjysk Netto flytter over på den anden side af gaden

Netto opfører ny butik på hjørnet Jernbanegade og Aggersundvej i Fjerritslev

Netto ved rutebilstationen i Fjerritslev flytter over på den anden side af gaden. Butikken, der bliver godt 1.200 kvadratmeter stor, kommer til at ligge på hjørnet af Aggersundvej og Jernbanegade.

Det fremgår af en dispensation fra lokalplanen, som supermarkedet har fået af Jammerbugt Kommune.

Formanden for Fjerritslev Handelstandsforening Henrik Bech er glad for, at nybyggeriet kommer til at ligge inde i Fjerritslev by.

- I modsætning til mange andre byer - tænk på Hune og Løgstør - er det lykkedes os, at holde dagligvarebutikkerne inde i selve byen, og det er altafgørende for, at specialbutikkerne kan overleve. Lige nu har vi kun en enkelt tom butik på hovedgaden, og det er vi ganske godt tilfredse med. Især er vi godt kørende med dametøjsbutikker, men de siger jo også, at det er konerne, der sidder på familiens penge, siger formanden.

Samtidig glæder han sig over, at en dagligvarekæde udvider i Fjerritslev.

- Al ny udvikling i en by som vores er velkommen. Det er faktisk ret fantastisk - vi må jo have marked og opland til en større butik, siger Henrik Bech.

På den grund, som den nye Netto skal bygges på, ligger der en gammel fagforeningsbygning og et faldefærdigt hus ud mod Jernbanegade. Resten af grunden er tom men lagde tidligere jord til et gammelt ledvogterhus.

Dansk Supermarked bevogter detaljerne om byggeriet med stor nidkærhed. Man vil ikke fortælle noget om, hvorfor der skal bygges nyt, hvornår byggeriet begynder og hvornår butikken åbner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116