23948sdkhjf

Trods Michelin-stjerneregn er pasta med kødsovs stadig danskernes favoritret

Frikadellen og pasta-kødsovsen er svære at vælte af pinden som danskernes hverdagsfavoritter til aftensmad.
På trods af det hidtil højeste antal Michelin-stjerner til danske restauranter, er det fortsat de traditionelle hverdagsretter, som danskerne kaster sig over i køkkenet, fortæller Karolines Køkken i en pressemeddelelse.

De tre mest populære retter er pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller, når danskerne kokkererer i hverdagen.

Det er efterfulgt af lasagne, salat og rugbrødsmadder.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Karolines Køkken foretaget via Epinions Danmarkspanel blandt 2.000 danskere.

At den traditionelle hverdagsmad oftest er på menuen hos danskerne, kommer ikke bag på Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken gennem 23 år:

- Danskernes foretrukne hverdagsretter har været stabile de seneste tre år, hvor vi har spurgt ind til danskernes hverdagsmad. Vi kan også se, at retterne i toppen af listen ligger utrolig tæt. Det tyder på, at det er de samme 5-6 hverdagsretter, mange danskere gentager uge efter uge. Godt halvdelen af danskerne laver jævnligt pasta med kødsovs, stegt kylling og frikadeller, siger Tove Færch.

Forskel på mænd og kvinders hverdagsfavoritter
Undersøgelsen viser også, at der er forskel på menuen hos mænd og kvinder. Hos kvinderne står aftensmaden ofte på stegt kylling, salat, suppe og fisk.

Eksempelvis laver seks ud af ti kvinder jævnligt supper til aftensmad mod blot hver tredje mand. Hos mændene hitter pasta med kødsovs, frikadeller og hakkebøf med brun sovs.

- Der er stor forskel på mænd og kvinders hverdagsfavoritter. Kvinderne laver generelt flere retter med grøntsager, som eksempelvis suppe og salat, og menuen står oftest på magert kød og fisk. Det peger i retning af, at kvinderne har større fokus på sundhed og på at få grøntsager ind i kosten. Det bekræftes også i undersøgelsen. Her svarer halvdelen af kvinderne, at de gerne vil bruge flere grøntsager mod hver tredje mand, siger Tove Færch.

De unge er dog ikke helt på bølgelængde med de ellers så populære traditionelle hverdagsretter. Kun 28 procent af de unge i alderen 18-29 år får jævnligt klassikeren frikadeller til aftensmad.

Også de andre favoritretter som pasta med kødsovs, stegt kylling, lasagne og rugbrød med pålæg laves ikke lige så ofte hos de unge.

Til gengæld er retter som pizza, burgere og tortillas populære hos de unge. Pizzaen er endda på de unges top tre over hverdagsretter, som de laver mest. Men også burgere og tortillas hitter med omkring hver tredje af de unge, som jævnligt får disse retter til aftensmad.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094