23948sdkhjf

Nye tal: 43 domme for tiggeri på fem år

En ny opgørelse fra RIgsadvokaten viser antallet af domme i sager om tiggeri
På fem år er der afsagt 43 domme i danske retssale i sager om tiggeri. Det viser en opgørelse, som Rigsadvokaten har foretaget for Avisen.dk.

Ifølge opgørelsen er der fra 2012 til og med 2016 afsagt 34 domme med betinget straf og ni domme, hvor den tiltalte i de fleste tilfælde fik en ubetinget fængselsstraf. I den samme periode har ni tiggere fået bøder. I løbet af de første fem måneder af 2017 er afsagt en betinget dom og udskrevet en bøde.

Det skriver Avisen.dk .

Opgørelsen kommer på et tidspunkt, hvor især København bliver hjemsøgt af tilrejsende romaer, der åbenlyst tigger på gaden og sover i lejre i parker og andre grønne områder.

Et flertal i Folketinget har netop besluttet at skærpe lovgivningen, så det fremover uden forudgående advarsel kan koste 14 dages ubetinget fængsel at tigge penge på 'utryghedsskabende' vis. Lovstramningen kom, efter at en række politikere tordnede imod de tilrejsende romaer og krævede dem i idømt hårdere straffe for tiggeriet.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod Poulsen, der tilhører kredsen af oprørte politikere, er ikke imponeret af omfanget af de hidtidige domme. Han sætter nu sin lid til, at den nye, hårdere kurs vil betyde flere domfældelser.

- Det lyder helt utroligt lavt. Alle, der har prøvet at gå ned af Strøget i København en varm sommerdag, vil kunne bevidne, hvad der forgår der, og at det meget ofte er romaer, der sidder og tigger. Jeg har et håb og en forventning om, at man over sommeren kommer til at se en stigning i antallet af sigtelser, og også at flere sager bliver kørt hele vejen i mål, siger Peter Kofod Poulsen.

I Københavns Politi siger sektionsleder Kjeld Farcinsen, at indsatsen mod det ulovlige tiggeri er et fokusområde i øjeblikket.

- Vi ser i større omfang, at både forretningsdrivende og borgere retter henvendelse til os og anmelder, at folk sidder og tigger, siger Kjeld Farcinsen.

Maja Løvbjerg Hansen, der er jurist i organisationen Gadejuristen, mener ikke, at flere ubetingede fængselsstraffe vil løse nogen problemer.

- Man kan ikke straffe sig ud af fattigdom. Man kan godt sende folk i fængsel, men når de bliver lukket ud til gaden, skal de tjene penge igen, siger Maja Løvbjerg Hansen, der kalder den nye, ubetingede fængselsstraf for 'selvpineri for skattekroner.'

Formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, er enig.

- Efter min mening er den nye lovgivning helt ude af proportioner. Med 14 dages ubetinget fængsel kan man idømme mennesker en straf, som ikke står mål med forseelsen, siger Jann Sjursen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095