23948sdkhjf

40 syersker besvimede på Bestseller-fabrik

Den danske tøjproducent Bestseller producerer varer på fabrikker, hvor omkring 40 syersker er besvimet.
En bluse, et par bukser eller sko fra Bestseller, Puma, Asics, Vans, North Face eller Nike er formentligt at finde i stort set hvert eneste klædeskab.

Men på tekstilfabrikkerne i Cambodja, hvor en del af tøjet bliver produceret, arbejder syerskerne under så dårlige forhold, at flere end 500 syersker de seneste seks måneder er besvimet og indlagt på hospitaler.

Det skriver DanWatch og det britiske medie The Guardian, som har besøgt en række fabrikker i Cambodja, herunder en fabrik hvor det danske modebrand Bestseller får produceret tøj.

Nogle af de syersker, der har fået ildebefindende eller har mistet bevidstheden, imens de var på arbejde på tekstilfabrikkerne, siger til medierne, at de føler sig udmattede, svage og konstant sultne på arbejde.

Det er blandt andet fordi, de kun må spise én gang i løbet af en 10-12 timers arbejdsdag.

Én af syerskerne fra en fabrik, der producerer for Bestseller, siger:

- Jeg er sulten det meste af dagen, så nogle gange gemmer jeg en snack i mit tøj, men det er ikke tilladt at tage snacks med ind. Hvis nogen bliver opdaget, kan de blive fyret.

Modebrandet Bestseller begyndte at producere på fabrikken i 2015, hvor de ved et første besøg på fabrikken påpegede "forhold, der skulle udbedres, inden vi kunne indgå i et samarbejde".

Det oplyser Bestsellers kommunikationschef, Jesper Stubkier.

Han fortæller, at Bestseller selv tilfældigvis var til stede på fabrikken i februar 2017 under en hændelse, hvor flere besvimede, fordi der opstod en paniksituation i forbindelse med en brand på et lagerrum.

Ifølge Bestsellers samtaler med arbejderne under opfølgningsbesøg nogle uger efter var cirka 40 besvimet, og 12 blev kørt på hospitalet.

- Det er vigtigt at pointere, at vi altid er i løbende dialog med vores leverandører og besøger dem ofte for at leve op til kravene, siger Jesper Stubkier til Ritzau.

- Men når der så alligevel sker hændelser som den her, så er det jo selvfølgelig beklageligt. Men det vigtigste er, at vi tager hånd om situationen.

Bestseller har besøgt fabrikken flere gange siden for at tjekke op på brandsikkerhed og gennemført brandøvelser.

Spørgsmål: Er det stadig forsvarligt at få produceret tøj på de her fabrikker?

- Det er det helt sikkert. Det kan altid blive bedre, men helt grundlæggende står vi inden for den indsats, vi gør, og på forholdene på fabrikkerne, ellers indgår vi ikke samarbejde med dem.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095