23948sdkhjf

Kongen af luksuslakrids tjente lidt færre millioner i 2016

Det koster lidt på årets bundlinje, at Lakrids by Johan Bülow ruster sig til fremtiden, lyder det i regnskab.
Der blev lidt mindre millionoverskud på bundlinjen hos den danske lakridskonge Johan Bülow i 2016, viser selskabets regnskab.

Lakrids by Johan Bülow fik et resultat før skat på knap 16,9 millioner mod 21,2 millioner i 2015. Bruttofortjenesten var på samme niveau som året før. Der blev solgt lakrids for 65,5 millioner mod 65,6 millioner i 2015.

Udviklingen skyldes, at der er brugt penge på at gøre selskabet klar til fremtiden, lyder det i regnskabet. Det er nødvendigt for at indfri ambitionerne om at sælge flere lakridser også i udlandet.

Blandt andet er faciliteterne på selskabets fabrik i Hvidovre udvidet med 50-60 procent.

- Årets resultat i 2016 er således præget af større engangsomkostninger, som har været nødvendige for at sikre den fremtidige udvikling og vækst af selskabet.

- Ledelsen i Lakrids by Johan Bülow A/S finder på baggrund af omtalte forhold årets resultat for acceptabelt, lyder det i regnskabet.

Og salget af lakrids vil vokse i 2017, forventer Johan Bülow.

- Lakrids by Johan Bülow A/S forventer en moderat vækst i bruttofortjeneste i 2017. Dette vil primært ske gennem en højere eksport til dattervirksomheder kombineret med en stærkere positionering i det danske marked.

- På trods af den moderate vækst i bruttofortjenesten, så forventer ledelsen en positiv udvikling i selskabets overskud på op imod 50 procent for 2017, som følge af indtjening fra dattervirksomheder, lyder det i regnskabet.

Johan Bülow, der startede produktionen af luksuslakrids hjemme i sit eget køkken på Bornholm, solgte i sommeren 2016 aktiemajoriteten i selskabet til den svenske kapitalfond Valedo Partners. Prisen valgte parterne at holde for sig selv.

Johan er fortsat medejer, direktør og bestyrelsesmedlem i virksomheden. Kapitalfonden er ikke ukendt på det danske marked, da den siden 2013 også har ejet juicekæden Joe & the Juice.

Johan Bülow var 23 år, da han grundlagde lakridsvirksomheden i 2007. Gourmetlakridserne fra virksomheden sælges i dag i 20 lande.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094