23948sdkhjf

Brancheforening: Bedre kontrol skyld i flere dopingsager

Brancheforening ser stigende antal dopingsager som udtryk for mere målrettet og effektiv kontrol af brugere.
Der er næppe blevet flere, der doper sig i danske motions- og fitnesscentre.

Men kontrollen er blevet målrettet, og derfor er der flere, som opdages.

Sådan lyder det fra fitnesscentrenes brancheorganisation, efter at Anti Doping Danmark har offentliggjort nye tal for kontrollen i de private centre.

- Når der har været en stigning de sidste par år, skyldes det - tror jeg - at Anti Doping Danmark og vi i samarbejde er blevet skarpere på, hvordan vi bruger ressourcerne, siger direktør Morten Brustad, Dansk Fitness & Helse Organisation.

Tallene fra Anti Doping Danmark viser, at antallet af dopingsager steg fra 140 i 2015 til 191 sager sidste år.

Samtidig har myndigheden i kampen mod doping skruet markant op for antallet af kontrolbesøg.

Netop en mere målrettet kontrol er ifølge fitnesscentrenes brancheorganisation forklaringen på, at antallet af dopingsager stiger.

- Det er udtryk for, at man er blevet bedre til at samle ressourcerne om de steder, hvor de personer, der har taget anabole steroider eller andre væksthormoner, samles, siger Morten Brustad.

Det er et korps af kontrollører fra Anti Doping Danmark, der tager ud til motionscentre, som myndigheden samarbejder med.

Hvor man ifølge Morten Brustad tidligere skød med spredehagl, har myndigheden de senere år intensiveret kontrollen mod de centre, hvor problemerne i særlig grad er.

Det er især unge mænd, der ifølge Morten Brustad er målgruppen for at bruge de præstationsfremmende stoffer.

- Det er typisk yngre mænd, der træner og vil have hurtige resultater. Vi vil gerne hjælpe dem til at forstå, at der er en bedre og klogere vej til at få en stærk fysisk krop, siger Morten Brustad.

Bliver man testet positiv for et forbudt stof i det lokale fitnesscenter, får man forbud mod at komme i alle centre, der samarbejder med Anti Doping Danmark, i to år.

Det er frivilligt, om et fitnesscenter ønsker at samarbejde med Anti Doping Danmark.

Men alle centre under Dansk Fitness & Helse Organisation er tilmeldt samarbejdet.

Dermed er 85 procent af alle aktive motionsudøvere i motionscentre ifølge Morten Brustad omfattet af ordningen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084