23948sdkhjf

Samuelsen vil sammen med Canada presse USA til øget frihandel

Udenrigsminister Anders Samuelsen er de kommende dage i Canada og USA. Frihandel og Arktis på programmet.
Der skal blandt andet kæmpes for frihandel, når udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) de næste dage er i Canada og USA.

I canadiske Ottowa er fokus på frihandel, mens der er Arktisk Råd i Alaska, hvor den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, er vært.

Sammen med Canada vil Samuelsen presse USA omkring frihandlen, som er under pres, efter at Donald Trump er kommet til som amerikansk præsident.

- Frihandel er under pres og Danmark - og alle andre lande - bliver fattigere, hvis protektionismen vinder frem. Derfor er det vigtigt for mig, at Canada og Danmark sammen og kæmper endnu hårdere for frihandel.

- Det gælder globalt, men vi skal også påvirke USA til at videreføre en frihandelspolitik. Jeg er glad for, at EU-Canada-frihandelsaftalen snart træder i kraft.

- Den vil kunne øge den danske eksport til Canada med op til to milliarder kroner årligt - og gavner forbrugere, lønmodtagere og virksomheder, siger Samuelsen i en pressemeddelelse.

I Ottowa mødes han blandt andet med sin canadiske kollega Chrystia Freeland.

Under Arktisk Råd bliver Arktis et stort emne. Arktis skal ifølge Samuelsen være et lavspændingspunkt, hvor øst og vest trods vanskelige bilaterale forhold kan samarbejde godt.

- Jeg glæder mig til at deltage sammen med Grønland og Færøerne. Konkret skal vi vedtage en bindende aftale om fri bevægelse for forskere og deres udstyr i Arktis.

- Det har primært været en udfordring for amerikanske og russiske forskere, og det er et godt resultat, som Danmark støtter.

- Der er et stort behov for forskning i Arktis, og Kongeriget Danmark prioriterer også forskning i vores Arktiske Strategi, siger Samuelsen.

- På de store linjer sender USA og Rusland også et vigtigt politisk signal: Vi kan mødes i dette intime forum og fortsætte samarbejdet om, at Arktis skal være et lavspændingsområde.

- Det er noget Danmark altid arbejder for, og det er til gavn for alle parter - og ikke mindst befolkningerne i Arktis, siger Samuelsen.

Han er i Canada 8.-9. maj, mens han er i Alaska 10.-11. maj.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066