Butikker skal lære af politiets efterforskning
Østjyllands Politi inviterer butikker med i retten under optrevlingen af tricktyve-netværk.
Politiet har i hvert fald tilbudt detailhandlen at dele erfaringer for at forebygge kriminalitet.
- Vi vil gerne hjælpe butikkerne med at sikre sig bedre mod tricktyve, så de kan drage læring af de her sager. Når vi står sammen, bliver vi gode, og hvis de ansatte i butikkerne bliver bedre til at spotte mulige tyve, kan de blive bedre til at forhindre tyverierne, siger Klaus Hvegholm Møller, der er politikommissær fra Østjyllands Politi.
Dansk Supermarked hilser initiativet velkomment og sender tre mand til retsmødet. Derudover deltager også Rema 1000, Dagrofa og Dansk Erhverv.