23948sdkhjf

Avocado-sultne kinesere og europæere sender prisen op

Prisen på avocadoer er fordoblet siden nytår i takt med, at efterspørgslen stiger og en svag høst er i vente.
Indkøbspriserne på avocadoer i Mexico er eksploderet siden nytår. En svag høst er på vej, og verden efterspørger frugten i højere grad.

Det skriver det finansielle medie Bloomberg.

- Der er et øget forbrug i Kina og andre dele af verden blandt andet i Europa. De køber langt mere af den mexicanske produktion, siger avocado-analytiker hos Rabobank Roland Fumasi til Bloomberg.

En stor del af verdens avocado bliver produceret i Mexico, der også er langt den største leverandør til det avocadosultne amerikanske marked og verdensmarkedet.

Ifølge Hass Avocado Board er prisen på 10 kilo avocado fra Michoacan-provinsen i Mexico steget fra 250 peso ved årsskiftet til 530 peso, hvilket svarer til cirka 190 kroner.

Ifølge Bloomberg giver avocadotræer vekslende udbytte. Ofte efterfølges en stor høst af en mindre høst den kommende sæson. Og verden er på vej mod en lille sæson.

De amerikanske landbrugsmyndigheder vurderer, at avocadohøsten i Californien vil falde med 44 procent i år af den årsag.

Samtidigt er efterspørgslen stærkt stigende. Ifølge Bloomberg er det gennemsnitlige avocadoindtag per amerikaner fordoblet til tre kilo om året fra 2006 til 2015.

- Avocadopriserne vil fortsat være på et højt niveauer i en lang periode. Det kan vare hele sommeren igennem, siger Roland Fumasi til Bloomberg.

Den grønne frugts enorme fremmarch de seneste par år, hvor det selv i Danmark er blevet normalt af bestille sig en avocado-sandwich, har fået en række uheldige følger.

Den stigende efterspørgsel har medført øget skovfældning i Mexico, hvor bønder er ivrige efter at plante flere og flere avocadotræer. Samtidigt er det enormt vandkrævende at dyrke en avocado, så beplantningen dræner Mexicos vandressourcer.

De store pengestrømme er heller ikke gået de organiserede kriminelles næse forbi. Store dele af handlen skulle være kontrolleret af kartellet Caballeros Templarios.

Ifølge den amerikanske regerings officielle tal blev der produceret 1,6 milliarder ton avocadoer i Mexico i 2015-16 sæsonen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078