23948sdkhjf

Kvik øger overskud med 30 procent

Det danske køkkenfirma Kvik lander for andet år i træk et rekordregnskab. Planlægger 12 nye butikker i år.
Det er igen blevet populært at købe nyt køkken, men efter finanskrisen er kunderne kritiske og går målrettet efter godt design til fornuftige priser.

Det mærker man hos køkkenproducenten Kvik, der i dag offentliggør endnu et rekordregnskab, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

I 2015 rundede den midtjyske køkkengigant for første gang i firmaets 34-årige historie den magiske milliard i omsætning, og i 2016 voksede omsætningen med 10 procent til DKK 1,2 mia.

Resultatet før skat er i samme periode vokset 30 procent til DKK 120 mio.

- Når vi vokser 10 procent i et marked, der samlet set kun er i moderat vækst, kan vi ikke være andet end meget tilfredse. Der er ingen tvivl om, at vi har fået fat i et mere designorienteret publikum, der kan se, de får mere for pengene hos os, siger CEO Jens-Peter Poulsen og henviser til en nylig brandanalyse, Kvik har fået foretaget:

- Vi står stærkere som brand end nogensinde før. Folk ved, Kvik står for dansk design i høj kvalitet til en overraskende lav pris, siger Jens-Peter Poulsen.

Han fremhæver Kviks spredning over 10 markeder som en del af forklaringen på den konstante stigning de seneste fem år:

- Det gør os mindre sårbare i forhold til vores konkurrenter, der kun har 1-2 markeder. Vi spreder risikoen, for der er altid ét marked, der lykkes bedre end andre. I 2016 var det Benelux-landene, men allerede nu kan vi se, at Norden formentlig vil vokse mere end det øvrige Europa i 2017, konstaterer Jens-Peter Poulsen.

Høj indkomst til franchisetagere
Da Kvik er bygget op som et franchisekoncept, gavner Kviks succes også de over 100 franchisetagere i 10 lande. I 2016 tjente de i gennemsnit en million før skat, og rygterne om den gode indtjening og muligheden for indflydelse løber ude i markedet:

- Det er ret exceptionelt i retail at ligge så højt i indtjeningen, og derfor er det attraktivt at blive en del af vores ’familie’. Før ringede vi til folk, men nu ringer de til os for at blive franchisetagere. Vi mærker, det er en kombination af muligheden for høj indtjening og den måde, vi arbejder på. Vi lytter til vores franchisetagere og spørger dem hele tiden til råds, siger Jens-Peter Poulsen.

I 2017 planlægger køkkenproducenten at åbne 12 nye butikker og endnu flere i 2018.
Læs mere om: Kvik
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079