23948sdkhjf

Afklaring på PostNord-krise ventes først til sommer

PostNord har brug for 2,3 milliarder kroner fra ejerne. Kristian Jensen forventer først løsning til sommer.
En løsning på PostNords akutte behov for en milliardindsprøjtning trækker ud.

Det skriver Politiken.

Ledelsen i PostNord havde ellers håbet, at det til en generalforsamling torsdag ville være afklaret, om ejerne ville bidrage til selskabets kapitalbehov på 2,3 milliarder kroner.

Det er dog ikke tilfældet, selv om den danske og svenske regering har kendt til problemet længe.

Finansminister Kristian Jensen (V) siger til Politiken, at en politisk løsning først er realistisk omkring sommer.

- Den ultimative deadline er, når PostNords lån skal fornys til efteråret. Det er den sidste deadline, for der skal være en afklaring for at kunne få et lån på rimelige markedsvilkår, siger Kristian Jensen.

Han henviser til PostNords obligationslån på to milliarder kroner, der udløber 20. september og skal genforhandles.

Torsdag mødes ejerne fra den danske og svenske stat til generalforsamling i PostNords hovedsæde i Stockholm.

- Tidsfaktoren er enormt relevant. Vi kan godt navigere i det her på den korte bane, men vi har behov for, at der kommer noget fremdrift.

- Det vigtigste for PostNord er at få en form for tilsagn om, hvilken type løsning vi kommer til at se. Uvisheden er et problem, siger PostNords direktør i Danmark, Peter Kjær Jensen, til Politiken.

I februar fremlagde postselskabet et regnskab med et driftsunderskud på mere end en milliard svenske kroner. Selskabet forventer samme underskud i 2017 og 2018.

Danmark ejer 40 procent af PostNord, mens den svenske stat ejer 60 procent. En del af forklaringen på den manglende løsningen er ifølge Politiken, at den svenske stat holder igen.

- Man må bare erkende, at når en dansk og en svensk regering skal træffe fælles beslutninger, kommer det til at tage tid, siger Kristian Jensen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11