23948sdkhjf

MobilePay lancerer nyt våben i betalingskrigen

Nu kan kunder i Kiwi og Dagrofas supermarkeder betale med MobilePay uden at være logget ind i app'en.
MobilePay tager næste skridt i krigen mod Nets. Betalingstjenesten indfører betalinger, hvor man ikke skal være logget ind, i Dagrofas supermarkeder.

Det skriver Dagrofa, der ejer Kiwi, og MobilePay i en pressemeddelelse.

- Vi lancerer MobilePay-betaling i butik version 2.0 med dette her. Det er en solid opgradering baseret på det, vi har hørt fra vores kunder.

- Nu kan man bare holde telefonen over en traditionel kortterminal i butikken og så betale. Det er en hurtigere og smidigere løsning, siger administrerende direktør for MobilePay, Mark Wraa-Hansen.

Den nye løsning kan bruges i Dagrofas 103 Kiwi-butikker fra nu og vil blive udrullet i Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb i de kommende måneder.

- Vi er stolte over, at Dagrofa og Kiwi i dag gør det markant nemmere for vores kunder at betale digitalt fra mobiltelefonen.

- Det er en stærk MobilePay-løsning, som vil give vores kunder en endnu bedre oplevelse, når de handler i vores butikker, siger koncernchef Per Thau, Dagrofa.

MobilePay og Nets, der ejer Dankort, kæmper i disse år om markedet for danskernes betalinger. Nets har i årevis siddet på markedet med Dankort.

Nets indførte for få år siden chip-kortet, hvor man blot skal berøre terminalen med sit dankort for at betale. Den meget lette betalingsløsning blev vurderet at kunne sætte MobilePay skakmat i butikkerne, da det kom ud.

- Det tager tre eller fire indtastninger at betale med Mobilepay. Og mange vil synes, at det er mindst lige så nemt - hvis ikke nemmere - at betale med det nye dankort, sagde konsulent og rådgiver på området Henning N. Jensen til TV2, da det kontaktløse Dankort blev lanceret.

MobilePay blev lanceret i 2013. App'en, der er udviklet og ejet af Danske Bank, har 3,4 millioner brugere i Danmark. 40.000 butikker tager imod MobilePay.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172