23948sdkhjf

Danske virksomheder tøver med e-handel

- Det er stærkt bekymrende, at så mange virksomheder end ikke overvejer at sælge deres varer på nettet, siger branchedirektør.
Mange danske handelsvirksomheder er ikke kommet i gang med salg på nettet, og mere en halvdelen af dem overvejer slet ikke at begynde på det.

Det viser en ny undersøgelse af danske virksomheders e-handel, som Epinion har foretaget for Dansk Industris branchefællesskab for handelsvirksomheder, DI Handel.

Det skriver Dansk Industri i en pressemeddelelse.

- Det er stærkt bekymrende, at så mange virksomheder end ikke overvejer at sælge deres varer på nettet. De risikerer at gå glip af store gevinster og i sidste ende at blive koblet af konkurrencen om kunderne, siger branchedirektør Annette Falberg, DI Handel.

808 handelsvirksomheder medvirker i undersøgelsen, og over halvdelen af dem er godt i gang med e-handel, men hele 56 pct. af dem, der ikke er kommet i gang med salg på nettet, har heller ikke planer eller overvejelser om det. Til gengæld oplever de virksomheder, som er i fuld gang, meget store gevinster.

- Undersøgelsen viser nemlig også hvad virksomheder, der ikke er gået i gang endnu, går glip af. Dem der har salg via nettet, oplever øget kundeloyalitet, økonomiske gevinster og øget effektivitet. Virksomheder uden websalg undervurderer altså kraftigt disse gevinster, siger Annette Falberg.

Annette Falberg anbefaler, at virksomheder uden webhandel gransker undersøgelsen fra DI Handel nøje og bruger den som udgangspunkt for en analyse af, om de mange fordele ved salg på nettet også kunne komme dem til gavn.

- Den nye generation af digitalt indfødte indkøbere, der er på vej ind mange steder, vil stille helt andre krav end dem, der er født ind i det nuværende system. Så hvis man fravælger at handle digitalt, skal man være meget sikker på, at det ikke er en løsning, ens kunder vil efterspørge, siger Annette Falberg.

DI Handels undersøgelse omfatter virksomheder, som driver såkaldt B2B - altså handel mellem virksomheder. Både grossister, detail- og fremstillingsvirksomheder har medvirket.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11