Interessen for smarte hvidevarer er stadig begrænset
Kun et fåtal af de adspurgte i en undersøgelse interesserer sig for at koble hvidevarer til nettet.
Alligevel er danskerne tilsyneladende tilbageholdende med at tage den nye teknologi i brug.
Det viser en undersøgelse, som Epinion har foretaget for brancheforeningen Feha, der organiserer hvidevareproducenter og -importører.
Over halvdelen af de adspurgte ved slet ikke, at muligheden findes, og kun syv procent siger, at de helt sikkert vil købe et apparat med den funktionalitet.
- De smarte hvidevarer og elektriske køkkenapparater findes allerede. Det interessante er, at mange forbrugere ikke er klar over det og klar til det.
- Producenterne skal blive bedre til at fortælle, hvad det smarte hjem og de opkoblede produkter går ud på. Og de skal sikre, at forbrugerne kommer i gang på en nem måde, siger Henrik Egede, direktør for Feha.
Netop tilgængelighed kan være en udfordring med de løsninger, der er på markedet lige nu.
Der er ingen overordnede standarder for, hvordan man styrer sit såkaldte smarte hjem, og så kan det kræve en del teknisk snilde at få udstyret til at spille.
- De smarte produkter til køkkenet skal være ligesom smartphones. De skal forvandle sig til dit personlige udstyr i løbet af ti minutter.
- Jeg tror, at vi vil se flere plug-and-play-løsninger fremover. Men der vil også være et marked for "digitale blikkenslagere", der hjælper forbrugerne i gang, mener Henrik Egede.
Han er også overbevist om, at der ikke går mange år, før alle hvidevarer i handlen kan kobles på nettet.
- Det handler om bekvemmeligheden ved, at vi kan styre hjemmet via vores smartphone.
- Og så skal det smarte hjem selvfølgelig være sikkert og give dig sikkerhed. For eksempel kan din robotstøvsuger også være en alarm, siger han.
Undersøgelsen fra Epinion viser også, at brugen af smarte apparater deler generationerne.
Mens kun 35 procent af de adspurgte op til 35 år slet ingen interesse har for den ny elektronik, gælder det for 53 procent af dem, der er over 50 år.
/ritzau/