23948sdkhjf

Danmark er EU-mester i at få ledige i job

Intet andet land i EU har så få langtidsledige som Danmark.
Danmark er det land i EU, der er hurtigst til at få ledige i arbejde. Kun 1,2 procent af arbejdsstyrken er ledig i mere end et år ad gangen, og 37,4 procent af dem, der var ledige i andet kvartal af 2016, havde fundet arbejde i tredje kvartal.

Det skriver Avisen.dk.

På begge parametre kommer Danmark ind på førstepladsen blandt landene i EU. Det viser en ny analyse, som Danske A-kasser har lavet på baggrund af tal fra EU's statistiske database Eurostat.

Tallene peger også på, at der ikke er brug for flere stramninger af reglerne over for de ledige, mener professor Per Kongshøj Madsen fra Aalborg Universitets Institut for Statskundskab.

- Der er ikke noget, der tyder på, at vores dagpengesystem får danskerne til at placere sig trygt og godt i hængekøjen, når de bliver arbejdsløse. Vi har en meget hurtig bevægelse fra arbejdsløshed til beskæftigelse og en meget lav langtidsledighed sammenlignet med andre lande, siger han til Avisen.dk.

Direktør for Danske A-kasser Verner Sand Kirk glæder sig over tallene.

- Man hører tit i debatten, at de ledige venter med at finde arbejde til dagen før de løber tør for dagpenge. Men tallene her viser jo, at den myte ikke holder, siger han.

Når vi i Danmark er så gode til at få ledige i job i forhold til vores naboer i EU, så skyldes det vores meget fleksible arbejdsmarked, forklarer Per Kongshøj Madsen.

- I andre lande klapper fælden, når man har fastansat en medarbejder, så er det svært at fyre dem igen. Men i Danmark ved arbejdsgiverne, at de relativt let kan komme af med medarbejderne, hvis de ikke har brug for dem længere, eller hvis de kommer til at ansætte en, der ikke passer til jobbet, siger han.

Derfor er de danske virksomhederne mere risikovillige og hurtigere til at tage nye medarbejdere ind.

- Det er lettere at blive fyret, men det er også lettere at finde et arbejde igen. På den måde får vi et arbejdsmarked med rigtig mange jobåbninger, forklarer Per Kongshøj Madsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109