Østjyllands Politi advarer om farlig medicin
En tønde med 30 kilo medicin er forsvundet fra Hadsten Apotek. Der kan være farlig medicin i tønden.
Der er tale om en stor blå tønde i hård plast. Den indeholder medicin, som er indleveret af borgere til apoteket.
- Medicinen er ikke registreret, og der kan derfor være potentiel farlig medicin i tønden, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet gør samtidig opmærksom på, at al medicin kan være farlig i ukyndiges hænder.
Tønden er sammen med to andre - tomme - tønder forsvundet i løbet af den seneste uges tid.
Hvis man har oplysninger om tønderne eller medicinen, bedes man kontakte Østjyllands Politi.
/ritzau/