23948sdkhjf

Leasing hitter hos private bilkøbere

I 2016 leasede knap 35.000 private bilkøbere deres nye bil. Det er rekord.
Danskerne leaser biler på livet løs. På bare tre år er antallet af privatleasede biler vokset 153 pct., skriver Finans.

Sidste år valgte i alt 34.956 danskere at privatlease deres bil hos bilforhandleren, viser nye tal fra interesseorganisationen Finans og Leasing.

- Leasing er gået fra at være noget, som dybest set var forbeholdt ganske få private bilejere til nu at være noget, som er attraktivt for ret mange, siger Steen Bocian, cheføkonom i Dansk Erhverv.

I bilkredse forklares udviklingen som et miks af mange ting. Men helt overordnet er den eksplosive vækst i privatleasing drevet af, at krig om kunderne har fået bilfabrikkerne til at skrue på priserne, så bilforhandlerne har fået mulighed for at sænke priserne, lyder det fra bilisternes talerør FDM.

- Helt lavpraktisk er væksten i privatleasing drevet af de mange gode tilbud, der er dukket op de senere år. Derfor handler det meget om, hvilke rabatter bilfabrikkerne giver leasingselskaberne, så de kan sammensætte en attraktiv ydelse, siger Allan Skytte Christensen, forbrugerøkonom i FDM.

At priserne er faldet, afslører et hurtigt kig rundt på bilforhandlernes hjemmesider. Her er der flere tilbud med en udbetaling på under 5.000 kr. og månedlige leasingydelser på 1.500-2.000 kr., skriver Finans.

Tilbuddene er i et prisleje, der pludselig gør privatleasing attraktiv for en bred målgruppe, som ellers skal lægge 20 pct. i udbetaling, hvis de vil købe ny bil, lyder meldingen.

I 2016 leasede 22 pct. af de private bilkøbere deres nye bil, viser tal fra Danmarks Statistik.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079