23948sdkhjf

Hummel-direktør fyret for groft illoyale beslutninger

Fyret direktør afviser at have handlet illoyalt og forventer at blive renset for anklager.
Den administrerende direktør i Hummel-koncernen, Søren Schriver, stopper med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser selskabets ejer og bestyrelsesformand Christian Stadil i en pressemeddelelse torsdag aften.

Fyringen sker ifølge Hummel-ejeren efter afsløringen af "alvorlige uregelmæssigheder" i koncernens tyrkiske datterselskab.

- For to dage siden modtog jeg dokumentation for, at der i vores tyrkiske selskab er foretaget dispositioner, som ikke alene er groft illoyale, men som samtidig er i klar modstrid med selskabets interesser, lyder det fra Christian Stadil.

Selskabets advokater i Tyrkiet såvel som i Danmark skal nu granske direktørens dispositioner. Formålet er at få afdækket, om der er taget andre lignende beslutninger bag bestyrelsens ryg.

Inden resultatet af undersøgelsen er klar, vil Christian Stadil ikke uddybe, hvad det er, den nu fyrede administrerende direktør har gjort.

- Jeg er alt i alt meget chokeret over det, der er kommet frem, og samtidig også ked af det. Jeg har arbejdet tæt sammen med Søren Schriver i næsten 20 år.

- Det, der har fundet sted bag vores ryg, giver mig i sagens natur ikke noget valg - ansættelsesforholdet må selv sagt bringes til ophør øjeblikkeligt, og det er det blevet, lyder det fra Hummel-ejeren.

Søren Schriver har udtalt sig til erhvervsmediet Finans, hvor han siger, at han forventer at blive renset fuldstændig for alle anklager.

- Den korte version er, at jeg er chokeret over det her. Jeg har været CEO i 24 år og stort set skabt værdi for brandet hvert eneste år. Jeg har opført mig fuldstændig loyalt i alle årene også nu.

- Så den dybere bevæggrund fra bestyrelsens side kender jeg ikke, siger Søren Schriver til Finans.

Selskabet er nu ved at søge efter en ny administrerende direktør.

Hummel, som er et dansk sportsmærke, blev opkøbt af Christian Stadil i 1999.

Selskabet blev i 2016 tøjsponsor for de danske fodboldlandshold, som det også var leverandør til i 80'erne. Hummel er desuden tøjsponsor for flere danske og udenlandske klubber.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109