23948sdkhjf

Butiksansatte: Flere grove tyverier skaber utryghed og afmagt

Ny undersøgelse viser, at de butiksansatte føler sig magtesløse og krænkede, når butikstyve forlader butikken med store mængder stjålne varer.
En ny undersøgelse viser, at medlemmer af HK Handel udsættes for hyppigere og grovere butikstyverier.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

40 procent svarer i undersøgelsen, der er lavet af Epinion for HK Handel, at butikstyverier forekommer hyppigere, og 37 procent angiver, at der er blevet flere butikstyverier, hvor tyvene arbejder i grupper.

Selv om antallet af anmeldte butikstyverier er faldet en smule fra 2015 til 2016, har mange butiksansatte en oplevelse af, at tyvene i løbet af de seneste år er blevet mere organiserede og ligeglade med at blive opdaget. Således svarer 44 %, at de har været nødsaget til at lade tyve gå.

I undersøgelsen beskriver de deltagende butiksansatte, at butikstyvene optræder mere professionelle, kyniske og hæmningsløse:

"De er blevet mere verbalt grove og truende. De stjæler mere, fordi ingen tør konfrontere dem", lyder en uddybelse i spørgeundersøgelsen. En anden fortæller: "De er ligeglade, og de virker truende, hvis man vil stoppe dem".

- Det er ekstremt frustrerende for personalet at være vidne til tyverier, hvor butikstyvene er så kyniske, siger Ulla Jensen, der er formand for tillidsrepræsentanterne i Landsklubben Irma Butik:

- Det er ansvarlige og loyale medarbejdere, som føler sig stærkt krænket af, at butikstyvene stjæler for næsen af dem. Ofte sker der det, at en eller to holder personalet beskæftiget, mens en tredje tager for sig af varerne, forklarer Ulla Jensen.

Følelsen af afmagt giver skår i arbejdsglæden. Og frustrationen forstærkes af, at mange butiksansatte oplever, at politiet ikke kommer til hjælp. Når der er blevet ringet til politiet i forbindelse med et butikstyveri, oplyser 46 % af dem, der har kontaktet politiet, at de har været ude for, at politiet ikke kan komme.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078