Medlemsklubber har markedsført abonnementer ulovligt
Hvis man også skal betale for et abonnement, når man køber en vare i en netbutik, skal forbrugeren klart og tydeligt oplyses om det, inden forbrugeren bestiller varen.
Forbrugerombudsmanden har derfor bedt virksomhederne ændre deres markedsføring.
Virksomhederne har tilkendegivet over for Forbrugerombudsmanden, at de agter eller allerede er i færd med at ændre deres markedsføring.
Inden for den seneste årrække er der kommet et marked for medlemsklubber inden for blandt andet parfume, bøger, husholdning og helsekost. Virksomhederne, der selv betegner sig som fordelsklubber, tilbyder medlemmer at købe varer til særlige priser, hvis de samtidig tegner et løbende abonnement. Abonnementet koster typisk 69-99 kroner om måneden.
I takt med at markedet er vokset, har Forbrugerombudsmanden set en stigning i antallet af klager. Alene i 2016 har Forbrugerombudsmanden modtaget 145 klager over medlemsklubber. Dette er næsten en tredobling sammenlignet med året før.
Forbrugerne klager over, at de ikke vidste, at de tegnede et løbende abonnement sammen med køb af varen. Betalingen for abonnementet bliver automatisk trukket fra kontoen, og inden forbrugerne opdager de månedlige hævninger, kan abonnementet koste dem mange gange besparelsen ved varens medlemspris.
De fem virksomheder er:
- Luxplus ApS (luxplus.dk)
- Bilablau ApS (bilablau.dk)
- Plusbog.dk ApS (plusbog.dk)
- Piingu.dk ApS (piingu.dk)
- YY Trading ApS (ophørspriser.dk)
Som supplement til afgørelserne har Forbrugerombudsmanden offentliggjort et notat om virksomheders oplysningspligt. Det forklarer de vigtigste regler om de oplysninger, som forbrugerne skal have, når virksomhederne sælger og markedsfører abonnementer på nettet.
Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:
- Der er ikke noget galt i at sælge abonnementer sammen med en vare. Men det går ikke, når man blot slår på attraktive priser på varerne. Forbrugerne skal klart og tydeligt oplyses om, at der kommer et abonnement oveni.
- Markedet for denne type medlemsklubber er forholdsvis ungt. Derfor har vi lavet et notat om virksomhedernes oplysningspligt ved markedsføring af abonnementer. Det skulle gerne hjælpe virksomhederne med at overholde lovgivningen.