Komplett: Sådan bliver vi Nordens Amazon
Med planer om at blive Nordens svar på Amazon, er den norske e-handelsgigant Komplett ved at transformere sig fra webshop til e-handelsmarkedsplads med lancering i første halvår af 2017.
I dag er Komplett Group oppe på 18 webshops, og med deres 20 års erfaring er de Nordens ledende e-handelsaktør, og sigter nu efter at blive Nordens Amazon, fortæller Consignor Group AS i en pressemeddelelse.
I første halvår af 2017 lanceres Komplett som en markedsplads, hvor andre webshops kan sælge deres produkter hos Komplett:
- Norden trænger til en online markedsplads på linje med Amazon, men med en stærk og regional e-handelsaktør, som kender markedet og de nordiske forbrugere. Det gør Komplett. Det nye for Komplett er, at vi åbner vores platform for eksterne partnere, eller sælgere på markedspladsen, og giver dem adgang til vores brand og kunder. Derved får vores kunder et endnu bredere udvalg af spændende produkter, fortæller CEO for Komplett, Ole Vinje.
Kompletts produktsortiment spænder fra computerudstyr og forsikringer til biler og beauty-produkter, og virksomheden får mere end 50 henvendelser om året fra mindre webshops, som ønsker at at blive opkøbt.
Komplett er dog ikke den eneste norske webshop, som planlægger at blive Nordens Amazon. I sommeren 2016 meldte elektronikgiganten Elkjøp ud, at de også vil være Nordens svar på Amazon.
Konkurrence om at være Nordens Amazon
Cirka et år efter Kompletts offentliggørelse af deres planer om blive en fremtidig online markedsplads, skrev Elkjøp i en pressemeddelelse den 15. juli 2016, at de også vil være Nordens Amazon, men det tager Komplett i stiv arm:
- Konkurrence er godt for forbrugerne, og det er med til at gøre os skarpe. Vi ønsker at være kundernes åbenlyse valg, men det er i sidste ende kunderne, som bestemmer, om det bliver Komplett eller Elkjøp, der løber med titlen som Nordens Amazon. Den, som er bedst på kundeoplevelse og til at indfri forventninger, bliver den førende markedsplads, siger Ole Vinje.