23948sdkhjf

Lønekspert: Her er 10 ting, du skal tjekke på lønsedlen

God ide at regne tallene igennem.
Op mod hver anden lønmodtager har oplevet fejl på lønsedlen, advarer fagforbund i en landsdækkende kampagne. Men hvad er det egentlig, man skal se efter, hvis man vil sikre sig, at pengene passer? Leder af Deloitte Løn Service, Lizette Jørgensen, giver svaret.

- Det er helt rigtigt, at mange lønsedler er behæftet med fejl, fordi selve udregningerne som oftest er meget komplicerede. Mange lønmodtagere får jo både en grundløn, faste tillæg, enkeltstående tillæg, bonus, feriepenge og forskellige godtgørelser. Det kan meget let resultere i fejl, siger Lizette Jørgensen.

Ifølge Lizette Jørgensen kan man med rette karakterisere lønområdet som en regeljungle:

- Man tænker umiddelbart, at det er simpelt at udbetale løn til en medarbejder, men det er helt forkert. Lønområdet er ekstremt kompleks, og der er et hav af regler. Derfor er det også i alles interesse, at man holder øje.

Ud over de typiske faldgruber som manglende tillæg, forkert overtidsbetaling eller forkert opgørelse af ferie, sker der mange fejl i opgørelsen af personalegoder, påpeger Lizette Jørgensen:

- Danske arbejdsgivere er generelt meget generøse, når det gælder personalegoder til medarbejderne, og giver alt fra kaffe og kantineordning til sundhedssikring og bærbar PC. Bagsiden ved de mange goder er dog, at de komplicerer både lønsedlen og skattebetalingerne. Her skal man virkelig holde tungen lige i munden.

Selv om der sker fejl, er det dog uhyre sjældent, at en virksomhed ligefrem forsøger at snyde sine medarbejdere for løn, påpeger Lizette Jørgensen:

- Arbejdsgivere og ansatte har jo en fælles interesse i, at lønsedlen er korrekt. Er man i tvivl om sin løn, skal man derfor aldrig tøve med at spørge sin arbejdsgiver. Selv om det er et følsomt emne, der kan være svært at tale om, skal man altid kunne have en god dialog.

FAKTA:

Her er Lizette Jørgensens 10 råd til, hvad du skal tjekke på lønsedlen:

1. Løn

Du bør altid tjekke, at din løn fremgår korrekt på lønsedlen. Er du timelønnet, skal du tjekke, at der fremgår det korrekte antal timer.

2. Tillæg

Får du et tillæg, skal det også fremgå af lønsedlen. Det gælder både tillæg for fx weekend- og aftenarbejde eller overarbejde, ligesom det gælder faste funktionstillæg, som lægges oven i lønnen.

3. Overarbejde

Modtager du betaling for overarbejde, skal antallet af overarbejdstimer tydeligt fremgå af lønsedlen.

4. Personalegoder

Mange personalegoder gives af arbejdsgiveren med enten hel eller delvis selvbetaling, fx som en bruttolønsordning. Denne type løntræk og eventuelle beskatninger heraf skal også fremgå af lønsedlen.

5. Bonus og godtgørelser

Modtager du bonus på dit arbejde eller særlige godtgørelser, skal disse naturligvis også fremgå af lønsedlen.

6. Pension

Uanset valg af pensionsordning skal det tydeligt fremgå på din lønseddel, hvor meget pension din arbejdsgiver indbetaler til dit pensionsselskab, samt hvor meget du selv indbetaler. Du bør også af og til tjekke med dit pensionsselskab, at pengene er havnet det rette sted.

7. Skat

Husk at tjekke, om der er betalt A-skat, AM-bidrag og ATP af din løn. Hvis du modtager honorarer, skal du selv huske at sørge for at betale skat. Sker der større ændringer i din personlige økonomi, skal du selv huske at rette din forskudsopgørelse hos SKAT.

8. Ferie

Der er absolut grund til at tjekke lønsedlen en ekstra gang, når feriepengene afregnes. Det er et udbredt problem, at virksomhederne kun udbetaler feriepenge af grundlønnen. Men faktisk har man også ret til feriepenge af eksempelvis tillæg, bonus og andre udbetalinger fra arbejdspladsen.

9. Barsel, orlov, sygdom og særlige ordninger

Har du været på barsel, haft orlov, været langtidssygemeldt, eller har du truffet særlige aftale med din arbejdsgiver omkring din løn, bør du tjekke efter på lønsedlen, at tallene er korrekte.

10. Forbrug

Nogle arbejdspladser lader medarbejderne bruge penge, der trækkes direkte over lønnen, fx gennem indkøbsordninger, rabatter eller særlige arrangementer. Her kan det også betale sig at tjekke, om disse betalinger er registreret korrekt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081