Stor dagligvarekæde bliver demensvenlig - apotek følger trop
10.000 medarbejdere modtager undervisning i at møde de demente kunder.
Alzheimerforeningen har indgået såkaldte 'Demensven-partnerskaber' med 22 virksomheder og arbejdspladser, der blandt andet tæller en biograf, en tandlæge, et apotek og en kirke.
Projektet har vokseværk, fortæller Maja Louise Sørensen, projektleder i Alzheimerforeningen.
- Det første skridt er, at medarbejderne bliver demens-venner og får basal viden om demens, siger Maja Louise Sørensen til Avisen.dk.
I sommer besluttede Rema 1000 at gøre alle discountkædens 282 butikker demensvenlige.
Netop nu er 10.000 medarbejdere i kædens butikker ved at få undervisning i, hvordan de bedst møder demente kunder.
Hos Rema er HR-ansvarlig Svend Halse Petersen ansvarlig for projektet i kædens butikker. Han vurderer, at de ansatte bruger omkring en time på oplæringen.
- Det skulle gerne betyde, at kunderne kan føle sig trygge og vide, at de er i gode hænder i vores butikker. Demente er en gruppe, der har været overset i mange år.
Derfor synes vi, at det er en god idé at sætte fokus på det, siger han til Avisen.dk.
Regeringen præsenterede i september en ny national handlingsplan for demensområdet, hvor et af målene frem mod 2025 er, at alle landets kommuner skal være demensvenlige.
Et fokusområde er blandt andet, at der kommer lokale partnerskaber for at understøtte et demensvenligt samfund, fremgår det af handlingsplanen.
Maja Louise Sørensen fra Alzheimerforeningen er glad for, at lokale indsatser kommer i fokus. Hendes erfaring er, at partnerskaberne ofte er sat i gang af frivillige i lokalsamfundene.
En af dem, der oplyser lokale om demens, er Karin Boye, som er frivillighedskoordinator ved Ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg og en af Alzheimerforeningens såkaldte demensveninstruktører.
Hun holder minikurser om demens for virksomheder, offentlige arbejdspladser og på skoler. Formålet er, at borgere bedre kan give en hjælpende hånd, når der er brug for det.
- Man bliver skærpet til at se noget andet. Der var en, der efterfølgende fortalte, at nu var han blevet ægte demensven. Han havde samlet en dement op og kørt personen hjem, siger hun.
Som instruktør har hun blandt andet holdt oplæg for den operative styrke ved Aalborg Politi, hvor 47 politibetjente er blevet demensvenner.
En halv million danskere lever med demens inde på livet, fordi de enten selv lider af en demenssygdom eller er pårørende.