23948sdkhjf

Swipp strækker våben og sender banker til MobilePay

Bankerne bag Swipp har opgivet at føre løsningen videre og skifter over til Danske Banks MobilePay.
De sidste banker bag mobilbetalingsløsningen Swipp skifter over til Danske Banks løsning MobilePay. Det skriver Danske Bank i en pressemeddelelse.

Swipp forsøgte længe at konkurrere mod MobilePay, men fik aldrig nær så mange brugere. Tidligere på året gik Nordea væk fra Swipp og over i MobilePay.

Senest meldte Jyske Bank ud, at man havde forladt Swipp. Det har ført til, at Bokis, bankernes fælles indkøbsorganisation på kort- og betalingsområdet, nu har opgivet Swipp og stiller sine kunder frit til at gå til MobilePay.

- MobilePay har skabt en stærk og brugervenlig platform for mobilbetalinger, som især inden for person til person området har vundet stor udbredelse herhjemme. Nu konsoliderer vi samarbejdet i erkendelse af, at kunderne har talt, og vi har lyttet, skriver formand for Bokis Jesper Schiøler.

Ifølge pressemeddelelsen har Sydbank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Nykredit Bank allerede meldt ud, at de går over til MobilePay.

Swipp vil blive drevet videre i en overgangsperiode, men bankerne, inklusive Jyske Bank, vil skifte til Mobilepays platform.

- Efter at Jyske Bank meldte ud, at vi forlader Swipp-samarbejdet, blev vi kontaktet af MobilePay og præsenteret for muligheden for at tilslutte os det nye partnerskab.

- Det har vi takket ja til, fordi vi ser MobilePay som et af de bedste og mest udbredte mobile betalingssystemer, der findes, skriver administrerende direktør i Jyske Bank Anders Dam.

Hos Danske Bank glæder bankdirektør Jesper Nielsen sig over, at op til 70 banker nu kan gå til MobilePay.

- Bokis-bankerne repræsenterer en meget stor del af de danske pengeinstitutter, og jeg er glad for, at vi nu samler os om den videre udbredelse af MobilePay til gavn for alle vores kunder, skriver han.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078