Bolia afslører sit resultat
Om to år har designkæden Bolia en årlig omsætning på én milliard kroner.
Det siger adm. direktør Lars Lyse Hansen i en artikel i Berlingske Business, hvor resultatet af seneste regnskabsår afsløres.
Årets omsætning landede på 657 millioner kroner. Resultatet før skat blev 66 millioner kroner og dermed en forbedring på cirka 7 millioner.
Lars Larsen købte Bolia.com i 2000 og brugte næsten 10 år på at skabe overskud. Den tålmodige investering har været årsag til, at Bolia har klaret sig igennem finanskrisen og fået den nuværende succes, tror Bolia-direktøren.
- Der er en rød tråd i de ting, vi har sat i gang og arbejdet med i fem-seks år, som smitter af på året, vi lukker nu. Vi tiltrækker flere og flere og dygtige designere hvert år, og vores kollektioner bliver bedre og bedre. Det er hele fundamentet, siger Lars Lyse Hansen til Berlingske Business.
Bolia har 44 butikker i 5 lande og er på vej ind i det sjette med en åbning i Schweiz i denne uge. Derudover sælger Bolia møbler igennem forhandlere i 23 lande.