23948sdkhjf

Tobaksfusion til 320 milliarder kroner under opsejling

British American Tobacco vil lægge et trecifret milliardbeløb på bordet for at blive verdens største.
Det multinationale tobaksimperium British American Tobacco vil sluge en af sine største rivaler for at blive verdens altdominerende producent af cigaretter. Det skriver Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet vil British American Tobacco, BAT, lægge 47 milliarder dollar på bordet for at købe de 58 procent af Reynolds American, som BAT ikke allerede ejer.

- Vi er stolte af vores gruppes historik med kontinuerligt at levere afkast til aktionærerne. At samle disse to stærke selskaber vil kun styrke muligheden for fortsat at gøre det i fremtiden, skriver BAT's administrerende direktør, Nicandro Durante, ifølge Reuters.

Reynolds American ejer kendte, globale cigaretmærker som Kent, Pall Mall og Camel. I 2015 solgte selskabet tobak for 10,7 milliarder dollar, 72,5 milliarder kroner.

Det gør dog Reynolds til lillebroren i forhold til BAT, der i 2015 omsatte for 13,1 milliarder pund, 132 milliarder kroner ved 2015's pundkurs.

Det tal bør kun stige i 2016. BAT, der ejer mærker som Dunhill og Lucky Strike, har øget sine volumener med små to procent i de første ni måneder af 2016.

Det fremgår af regnskabet for årets tre første kvartaler, der er blevet fremlagt samtidigt med købstilbuddet.

Det viser, at BAT har solgt ikke færre end 515 milliarder cigaretter i de første ni måneder af 2016. Det er 10 milliarder flere end i samme periode sidste år.

- Gruppen klarede sig godt i de første ni måneder.

- Større salg i flere markeder, specielt Ukraine, Bangladesh, Rusland, Vietnam og Tyrkiet, blev delvist opvejet af fald i Pakistan, Brasilien og Venezuela, skriver BAT.

BAT blev skabt i 1902, da Imperial Tobacco og American Tobacco gik sammen. Begge selskaber havde rødder i tobakshandlen fra de britiske kolonier.

Reynolds American har sine rødder i R.J. Reynolds Tobacco Company, der blev startet i 1875 af sønnen af en tobaksplantageejer i den amerikanske delstat Virginia.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091