23948sdkhjf

Nordea forlader Swipp til fordel for Mobilepay

Det vil gavne kunderne, at Nordea skifter til konkurrenten Danske Banks mobilbetalings-app, mener direktør.
Nordea i Danmark forlader betalingssamarbejdet Swipp og tilslutter sig konkurrenten Danske Banks mobilbetalings-app Mobilepay.

Det oplyser Nordea og Danske Bank i en fælles pressemeddelelse.

Beslutningen gælder foreløbig for Nordeas kunder i Norge og Danmark, men Mobilepay vil også søge "dialog" med betalingsløsningen Swish i Sverige.

- Det nye samarbejde er til gavn for kunderne, for markedet og de enkelte banker, mener Nordeas administrerende direktør i Danmark, Peter Lybecker.

- Mobilepay er i dag kendt for den gode brugeroplevelse, og vi vil gerne bidrage til løsningens udbredelse og den fortsatte udvikling som en innovativ digital betalingsplatform. Det vil alle brugere nyde godt af, udtaler han.

Danske Bank lancerede Mobilepay i 2013. App'en har i dag 3,2 millioner registrerede brugere.

Swipp, der er en fælles løsning udviklet i samarbejde mellem de øvrige danske banker, blev lanceret senere og har ikke samme udbredelse.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093