23948sdkhjf

Fire ud af 10 vælger smartphonen fra til vigtige transaktioner

Mange foretrækker PC eller tablet til netbank og nethandel
Danskerne er vilde med smartphonen, når det drejer sig om at gå på nettet eller streame musik, men når det gælder vigtige transaktioner, vælger mange mobilen fra.

Det viser en ny undersøgelse fra Deloitte.

Her siger 43 pct., at de foretrække PC eller tablet, når de fx går på netbank, handler på webshops eller afgiver følsomme oplysninger, hvor det er vigtigt at taste rigtigt. Afgørende at lave brugervenlige løsninger, hvis man vil have mobilbrugerne med, påpeger ekspert.

- Selv om danskerne for længst har taget smartphonen til sig som den foretrukne elektroniske enhed, er der stadig mange, der kæmper med de små tastaturer og skærme. Faktisk er det kun 33 pct. af forbrugerne, der er trygge ved smartphonen under vigtige transaktioner, mens resten enten bruger den af nød eller skifter over til PC eller tablet, siger partner i Deloitte, Christian Sanderhage.

Skepsissen afspejles også i danskernes mobile indkøbsvaner, hvor mange nyder at kigge, men færre ønsker at købe.

- Eksempelvis siger 38 pct. af danskerne, at de kigger på shopping-sites på mobilen mindst en gang om ugen, mens blot 8 pct. ender med at foretage et køb. Selvfølgelig er det helt naturligt, at en del forbrugere bare er med på en kigger. Ikke desto mindre vidner det om, at en meget stor andel falder fra, når det er tid til at betale, siger Christian Sanderhage.

Ifølge Christian Sanderhage står mange webshops over for store investeringer, når det gælder om at lave enkle løsninger, der føles trygge for mobilbrugerne:

- Når man driver en onlinebutik, handler det jo om at konvertere webtrafik til salg. Det kræver dog, at man har en ekstremt god teknisk platform og et brugervenligt design, der passer til skærme på helt ned til 4 tommer. Her er der uden tvivl mange webshops, der står foran en betragtelig investering.

Der er dog stadig håb forude for mobilen. De yngre forbrugere er nemlig mindre skeptiske end de ældre.

- Blandt de unge mellem 18 og 29 år er det blot 40 pct., der synes, at mobil-tastaturet er for lille, når de skal foretage vigtige transaktioner, mod eksempelvis 69 pct. af forbrugerne over 50 år. Så der er absolut en generationskløft, som er værd at tage med i ligningen. Smartphonen er kommet for at blive, siger Christian Sanderhage.

Fakta:

Oplever du, at tastaturet og/eller skærmen på din smartphone er for lille til at lave transaktioner, hvor det er vigtigt, at du taster rigtigt?


Ja, men jeg bruger smartphonen alligevel: 14 pct.

Ja, jeg bruger typisk en PC i stedet: 33 pct.

Ja, jeg bruger typisk en tablet i stedet: 10 pct.

Nej, jeg er glad for at bruge min smartphone, også til vigtige ting som transaktioner: 32 pct.

Ved ikke: 11 pct.


Sådan bruger danskerne deres smartphone i løbet af en almindelig uge*

86 pct. foretager almindelige opkald

85 pct. sender sms'er

39 pct. hører musik eller radio

38 pct. kigger på shopping-sites

30 pct. ser TV eller streamer videoer

8 pct. køber produkter online

*Aktiviteter, man foretager mindst en gang om ugen

Tallene er baseret på hhv. 913, 829 og 1002 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062