Midtjysk XL-medlem tog flot millionhop
Markant fremgang fra minusresultat til syv millioner for gældsplaget tømmerhandel.
I 2014 fik tømmervirksomheden et underskud på over en halv million. 2015 sluttede med syv millioner i overskud.
Resultatet letter på en gældsbyrde for Tømmergaarden, der mindskede sin negative egenkapital fra 22 til 13 mio. kr.
- De tiltag, vi har gjort er lykkedes. For det første, at vi lavede en rekonstruktion for et år siden, hvor Tømmergaarden fra Nykøbing Mors skød penge i forretningen, og hvor vi fik reduceret vores gæld. Det har betydet, at vores kapitalomkostninger er faldet drastisk. Samtidig er den turnaround, vi har været igennem de seneste fire-fem år ved at slå igennem for alvor, siger direktør Kurt Buhl til Midtjyllands Avis.
For 26 år siden startede han sin tømmerhandel i Gjern fra bunden. I 2008 overtog han Aaby Tømmerhandel i Aarhus på et meget uheldigt tidspunkt, og det har plaget hans virksomhed med gæld.
Tømmergården Holding i Nykøbing Mors har siden købt 75 procent af Kurt Buhls forretninger.