Stor tilfredshed med udsalget
De handelsdrivende i Horsens har haft stor succes med udsalget.
Det nuværende udsalg er for manges vedkommende startet tidligere i år, og dermed er en del julegaver blevet købt på tilbud. På den måde er udsalget blevet brugt til både selvforkælelse og forkælelse af andre.
- Udsalget er gået fint hos os. Jeg plejer at sige, at hvis vi er nødt til at holde udsalg, er det jo, fordi vi har for mange varer. Men der ryger nemt et par ekstra sko med, så jeg kan se, at folk bruger flere penge, når vi har udsalg. Og de får også mere for dem, siger Carsten Mølle fra Holst sko, som desuden kan fortælle, at især Lloyds-sko og -støvler til herrer er gået som varmt brød under udsalget.