Bagernes nedtur afløst af optimisme
De danske forbrugere køber frisk brød som aldrig tidligere.
Samtidig har flere supermarkeder og discountbutikker vækst i salget af brød og kager, skriver Finans.
- Der er morgenluft hos de danske bagere. De store kæder som bl.a. Lagkagehuset og Emmerys vokser, fordi de har fået kapital tilført. Den mindre private bager vokser igen, da flere nu åbner filialer, siger Hardy Christensen, formand for Bager- og Konditormestre i Danmark, til Finans.
Fremgangen kommer efter flere års hård kamp om at levere brød til de danske forbrugere.
Antallet af selvstændige bagerforretninger er halveret på 10 år, og 500-600 mindre bagerforretninger er lukket.
Udfordringerne for den traditionelle bager vil fortsætte.
Både Lagkagehuset og Emmerys har varslet en offensiv med flere salgssteder.
Lagkagehuset har i øjeblikket 44 butikker i Danmark, og målet er at nå op på mellem 60 og 70 forretninger herhjemme, skriver Finans.