Q8 lancerer tillægsforsikring
Benzinselskabet går i samarbejde med forsikringsselskabet AIG.
- Mange danske bilister frustreres af, at en generel meget høj selvrisiko udløses, når en bilskade indtræffer. Det irritationsmoment har bilisterne nu mulighed for at fravælge gennem vores nye tillægsforsikring, hvor man bl.a. kan få refunderet selvrisikoen op til 4000 kr. ved sin ansvars- og kaskoforsikring uanset, hvor man har sin bilforsikring, siger Tine Peters, Salgs- og Produktchef fra Q8.
Idéen bag det nye produkt har udgangspunkt i en ny undersøgelse fra 2015 foretaget af analysevirksomheden Wilke, som involverede 2099 privatbilister med egen bil. 50 procent af de adspurgte svarede, at de har haft skader inden for de seneste tre år, og af disse havde 40 procent ikke indberettet det til forsikringsselskabet.
- Vi kan ud fra undersøgelsen se, at mange danske bilejere undlader at indberette mindre bilskader og i stedet selv vælger at dække beløbet eller helt undgår at få småskaderne udbedret. Én af årsagerne er, at forsikringspræmien kan stige, hvis du indberetter en bilskade, men det tager den nye tillægsforsikring også højde for, siger Tine Peters fra Q8
Forsikringen lanceres i samarbejde med forsikringsselskabet AIG.