Bankerne holder på pengene - igen
Ifølge nye tal fra Nationalbanken var den årlige vækst i udlånet i oktober igen negativt efter en kort periode hen over sommeren med positive vækstrater.
Det fortæller Dansk Erhverv.
Den årlige vækst i bankernes udlån var i oktober -0,3 pct. og blev således igen negativ efter en kort periode i foråret og hen over sommeren, hvor der var positive vækstrater.
- Dagens tal viser endnu engang, at bankerne holder igen med udlånet. Det er også det, vi hører fra virksomhederne, hvor der stadig er mange, der får nej, når de går i banken, siger økonomi Jens Hjarsbech, Dansk Erhverv.
Bankerne holder igen med at tage risiko
Siden finanskrisen satte ind, er udlånet fra bankerne til virksomheder faldet med 250 mia. kr. Det fald er dog blevet kompenseret gennem øget udlån fra realkreditinstitutterne.
Det samlede udlån til virksomhederne er således 123 mia. kr. over udgangen af 2008. Realkreditinstitutterne har således taget over for bankerne, men virksomhederne har en begrænset mængde ejendomme, de kan tage realkreditlån i.
- Der er noget, der tyder på, at bankerne er blevet mindre villige til at påtage sig risiko efter de brændte fingrene da krisen satte ind. Det påvirker virksomhedernes muligheder for at få finansiering gennem bankerne til nye projekter. Og det er i sidste ende noget, der hæmmer væksten i Danmark, siger Jens Hjarsbech.