Coops salg af økologi stiger markant i landområderne
Dagli'Brugsen sender nu en tilbudsavis på gaden med kun økologiske varer.
Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
Hidtil har de mindre byer haltet efter udviklingen i især København og Aarhus.
- Økologi er ikke længere et storbyfænomen, og derfor begynder vi nu at bruge mange flere kræfter på økologiske varer i vores butikker og i vores markedsføring, siger kædedirektør Jesper K. Andersen.
I denne uge har kæden for første gang i sin historie en tilbudsavis, der udelukkende består af økologiske varer, herunder varer, der aldrig tidligere har kunnet sælges i landbutikkerne, som eksempelvis økologisk vin, øl og kød.