Forbrugsforeningen har Danmarks mest loyale kunder
De 280.000 kunder i Forbrugsforeningen er de suverænt mest loyale.
CBS har netop afsløret resultaterne af et omfattende forskningsprojekt, der på baggrund af besvarelser fra 66.000 kunder tager temperaturen på de 10 største kundeklubber.
Det skriver Forbrugsforeningen i en pressemeddelelse.
På spørgsmålet, ”Hvor sandsynligt er det, at du vil anbefale Forbrugsforeningen til venner, familie eller kolleger?”, giver to ud af tre karakteren 9 eller 10 på en skala fra 0-10.
Kun 13 pct. giver en karakter under 7, hvilket gør Forbrugsforeningen til topscorer.
I alt samarbejder flere end 4.500 butikker, fordelt på over 2.200 detailkæder og forretninger med Forbrugsforeningen, hvis medlemmer årlig skaber en omsætning på 3,2 mia. kr. Det svarer til 15.000 kr. pr. husstandsmedlem.
Som årsag til Forbrugsforeningens succes siger Per Østergaard Jacobsen, der er blandt de fire forskere, der har udgivet forskerrapporten:
- Forbrugsforeningen har et enkelt koncept, som er til at forstå. Ved at betale med Forbrugsforeningens rente- og gebyrfrie betalingskort får man automatisk kredit og kontant bonus. Det opfatter de fleste i undersøgelsen som positivt.
I 2014 fik medlemmerne således udbetalt 194 mio. kr. i bonus. Et tal, foreningen forventer, bliver endnu større i 2015.