25 tons ulovligt slik i Tranbjerg
Rottelort og slik, der ikke er registreret, var gevinsten, da Fødevarestyrelsen var på aktion syd for Aarhus
På lageret fandt kontrollanterne ikke alene 25 tons ulovligt slik, men også lort fra både mus og rotter.
Hverken chokolade, slikkepinde eller vingummi er derfor egnet til at spise og blev beslaglagt. Samtidig blev Skat tilkaldt for at vurdere, om der var betalt afgifter af varerne.
Ejeren af lageret kunne ikke fortælle, hvor varerne var købt og hvilke butikker, der havde aftaget varer fra lageret. Det er i strid med reglerne for sporbarhed på fødevarer, der netop skal sikre, at sundhedsskadelige fødevarer kan trækkes tilbage fra markedet.
Fødevarestyrelsen har på det seneste – og i samarbejde med SKAT – sat fokus på uregistrerede og ulovlige slikfirmaer og butikker, fordi det har vist sig, at der i stort omfang er snyd med blandt andet registrering, håndtering og afgiftsbetaling.