23948sdkhjf

Teenagere gik viralt med modeshow

En flok unge modeller fik lov at overtage Vejle-butikken Panayotis’ Facebook-side.
50 nye indlæg i løbet af en dag og en stigning på mere end 10 procent i antallet af likes. Det var resultatet på Facebook, da Michael Panayotis slap tøjlerne og lod 12 teenagere styre butikkens Facebookside i forbindelse med et stort modeshow. Og selvom det var en smule nervepirrende sådan at slippe kontrollen med virksomhedens ansigt udadtil, er det bestemt ikke sidste gang, at det sker, siger Michael Panayotis.

- Selvfølgelig er det voldsomt at give 12 piger i alderen 12-14 år fuld råderet over indholdet på vores facebookside. Og det er klart, at man løber en risiko for at tingene går over gevind. Men vi har aldrig haft så stor aktivitet og så mange likes og delinger på Facebook – og det er klart noget, vi vil gøre igen, siger Michael Panayotis.

Et oplagt medie
Ideen med at overlade butikkens officielle Facebookside med flere end 32.000 fans til de unge piger, kom undervejs i planlægningen af efterårets store modeshow, hvor Panayotis præsenterer sin konfirmationskollektion for det kommende år. Arrangementet, der i øvrigt tiltrak flere end 700 kommende konfirmander og deres forældre, er de seneste fem år blevet en tradition – og trods de gode besøgstal ville Michael Panayotis gerne sikre sig, at arrangementet nåede endnu bredere ud.

- Og her var Facebook jo et oplagt medie. De unge og deres venner er jo stort set alle på Facebook i forvejen og ved at udnytte deres engagement på dagen fik vi en masse sjove billeder og videoklip både fra scenen og backstage, som vi ellers ikke ville have kunnet få, siger han og pointerer, at de unges indlæg var fuldstændigt ucensurerede.

- Når man gør sådan noget her, er man nødt til at gå ”all in”, ellers skal man lade være. Og pigerne kunne sagtens styre det. Der var ikke et eneste indlæg, der gik for vidt, eller som var for meget af det gode. Tværtom. Alle indlæg var glade, begejstrede og oprigtige. Og det var netop det, vi var ude efter, fortæller han, der også opfordrede sine unge modeller til at lægge billeder op på Instagram – noget der bestemt også gav en masse ekstra opmærksomhed.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078