En million og en kreative idéer
Butik Torvet ved rundkørslen i Skibby sælger bl.a. smykker, møbler, restpartier, maling og plejemidler.
Butikken tilbyder tilmed gratis kaffe. Butikkens ejere er søskendeparret Henriette Nielsen og Michael Christensen, som også driver en skilte- og reklamevirksomhed i butikken. De mange forskellige aktiviteter skyldes hyperkreativitet, fortæller Michael Christensen.
Desuden mener Michael Christensen og Henriette Nielsen, at det er vigtigt, at man genbruger og passer på miljøet. Derfor afholder butikken torve- og loppemarkeder, hvor der er forskellige former for underholdning.
Næste gang er lørdag den 26. juli, hvor temaet for torvemarkedet er muskelkraft og krom.